Birthday Massacre

En af mine små private hemmeligheder er min forkærlighed for goth.Både den gode gammeldags slag som fx Sisters of Mercy og Clan of Xymox var eksponent for, men også moderne goth, så som canadiske Birthday Massacre. Ja, jeg ved at goth er fjollet - både fansene og bandsene, og tit er kvaliteten på musikken og lyrikken helt nede at skrabe helvedes bund. Men når det holder, så holder det.

Birthday Massacre er efterhånden på 4. album, og jeg har holdt fat i dem lige siden jeg tilfældigt faldt over dem på internettet i 2002 eller 2003, hvor de uden pladekontrakt kvit og frit tilbød deres første album, Nothing and Nowhere, der blandt andet inkluderede den enormt iørefaldende Happy Birthday. Jeg var solgt med det samme.

Musikalsk er Birthday Massacre som en lidt blødere og en del mere elektroniske end Marilyn Manson. Ja, der er hårde guitarer, men sangene er mere poppede og melodiske. Vel nærmest lige til at synge med på, uden at være alt for banale. Men det er er tydeligt at Birthday Massacre er mere et poporkester end et heavy-orkester. Og det passer mig fint.

Som sædvanligt i goth drejer er teksterne i den mørke ende. Ja, fok bliver slået ihjel for et godt ord. Der er i den grad teenage-angst for alle pengene. Og tja, i mine øjne er det effekt-jageri og kan på en god dag og hvis man gider opfattes som en form for allegori over ungdommens udfordringer i teenageværelset. Der kan man jo godt sidde og blive lidt mismodig. Døm selv, her fra den fremragende Holiday fra 2004-albummet Violet:

It's getting late
It all just wanes and pales and fades away
If we just want it too much
And what a shame
If all there is is all that's gone away

There's nothing left here for us
Deadlight holiday
Killing time to make us stay
Hollow as the promises of yesterday
On and on the music plays
Memories in paraphrase
Falling past my window like the morning rain

It's all the same
So many words remaining
Always too late
It never seems worth taking
And all the days
And all the nights lost sleeping
And in the end
The secret's not worth keeping

Efter Violet kom så Walking With Strangers i 2007 og først nu (mandag den 13. september) udkommer så nummer album 4, Pins and Needles. Det glæder jeg mig til at fortælle mere om om et par dage, men ind til da er detoplagt at lytte til et par af de gamle sange. Herunder i hvert fald Holiday cd-audio og livebilleder:




Og tag da også lige videoen for Looking Glass fra 2008 med i købet: