Shoegaze lever

Tilbage i slutfirserne var den såkaldte shoegaze musik både berømt og berygtet for smuk, stillestående dansabel støjpop der kiggede mere ind end ud. Fx My Bloody Valentine, Chapterhouse, Ride og ikke mindst Lush (mine favoritter) leverede varen i et par år, men så døde stilen og endte vel nærmest med at at være til grin i den brutale engelske musikpresse.

Men her i hvert fald et par nyere eksempler på at Shoegaze lever og ser ud til at have det absolut glimrende.

Soundpool - Millions & Billions & Trillions:



School of Seven Bells - My Cabal:

Brillant melankolsk disco fra Parallels

Jeg har tidligere berømmet Crystal Castles her på bloggen. Et andet interessant bekendtskab fra det canadiske er Parallels, der åbenbart er dannet af en Crystal Castles dissident – deres tidligere live-trommeslager Cameron Findlay og derudover sangerinden Hollys Dodson og keyboardspilleren Joey Kehoe.

Parallels befinder sig definitivt i en anden boldgade end Crystal Castles. Hvor Crystal Castles skramler og skriger, er Parallels første album Visionaries fra marts 2010 renskuret analog synthpop. Men af den gode slags, hvor stemningen er i højsædet og riffene dybt melodiske og dansable.

Holly Dodsons spinkle stemme er på mange måder det man kalder twee, men langt de fleste af sangene er bare grundlæggende gode, og fungerer fantastisk med den lille stemme lavt i mixet. Nærmest uhyggeligt, men især lidt melankolsk og opgivende.

Det giver næsten ingen mening at trække enkelte sange frem, men jeg har især hæftet mig ved Find the Fire, Ultralight og Nightmares. Det eneste der trækker ned er i virkeligheden albummets titel - for selvom alt er i top, er hverken lyd eller niveau visionært. Det er bare enormt solidt, og lige præcis elektronisk pop som jeg kan lide det.

Skal man sammenligne med noget kunne det være Robyn for popsensibiliteten eller Fever Ray for uhyggen. Og det er da en fed sammenligning: Fever Ray med Robyn på vokal ville være fantastisk.

Herunder Ultralight - et af mange højdepunkter fra Visionaries

Ugens fund: Bloodgroup

De er islændinge, er kvartetten Bloodgroup. Og det borger åbenbart for noget særligt, siges det. Og kvartetten er da noget særligt for så vidt, at jeg ikke er bekendt med, at de skulle være specielt skøre eller noget i den stil.

Deres andet album - Dry Land - er forbløffende stilsikker. My Arms som jeg linker til nedenfor er en umiddelbar favorit, og også den stille Wars fungerer utrolig godt. Når bassen ikke er for funky er der godt tryk på den - her kan jeg fremhæve Buried in Sand hvor bassen nærmest er et bagvedliggende dybt drone med en robotagtig vokal. Det kan jeg sgu godt lide.

Vokalen er skiftevis mandlig og kvindelig og det giver fin variation - ikke mindst på de sange hvor de blander det - fx How Do We Know. I det hele taget er der en flot samling rigtig gode, let tilgængelige men samtidig skæve sange på Dry Land.

Det ligeledes islandske band FM Belfast minder lidt om Bloodgroup, men hvor FM Belfast dyrker det (nogen gange påtaget) skøre, er Bloodgroup mere alvorlige, og det er ærlig talt en fornøjelse. Man kan hurtigt få nok af bands der synger om at løbe ned ad gaden i deres undertøj.

Herunder en af albummets bedste sange: My arms

Trentemøller træder vande

Ok, jeg var ikke enormt begejstret for Trentemøllers første opus, The Last Resort, men jeg kunne dog relatere til den. Og der var en række ret gode numre på, ikke mindst Moan med Ane Trolle på vokal.

Den nye plade, Into the Great Wide Yonder, er til gengæld decideret dårlig. Det starter ellers meget godt med det instrumentale drøn som er The Mash and the Fury der røg direkte på min juni playlist.

Men derefter følger det ene country-inspirerede misk-mask efter det andet. En række af sangene er instrumentale, fint nok, men de sange der har besøg af en gæstevokalist er i mine øjne uinspirerede, flade og urimeligt ens. Ja, sangene er umulige at skelne fra hinanden. Øvbøv.

Jeg må indrømme at jeg synes at brugen af country-guitar tager overhånd på den her plade - ikke mindst den helt ærligt ret latterlige Silver Surfer Ghost Rider Go, der nærmest er et work-out track, hvor alle forhandenværende midler lige fra håndklap til steelguitar skal i spil.

En smule over pløret hæver den afsluttende og meget smukke Tide sig. Her får Solveig Sandnes flotte vokal virkelig lov til vise sig. Desværre er nummeret med sine næste 8 minutter simpelthen for langt - det halve ville have været rigeligt.

Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et krystalslot

Det skal ikke være nogen hemmlighed at jeg ikke fattede hypen, da canadiske Crystal Castles udsendte deres første album.

Tjo der var da et par tålelige numre, men i det store hele var albummet ondt mod mine sarte ører. Ærgerligt, for visuelt ser de fede ud, især sangerinden Alice Glass.

Nu har de så udsendt deres album nummer 2. Og for at forvirre fjenden, køberne, musikpressen, pladeforretningerne (de få der er tilbage) hedder det så også Crystal Castles. Og se, det er en ganske anden snak.

Førstesingle Celestica er en af årets bedste sange, og i det hele taget er der skruet ned for chokeffekterne og larmen, og temmelig meget op for de gode ideer og, chok, popmelodierne. Tjek også Suffocation og Vietnam.

Nedenfor et link til Celestica live hos Jools Holland. Alice Glass er simpelthen en fantastisk frontfigur, der på en gang udstråler dynamik og ekstrem sårbarhed. Gad vide hvor længe hun holder?

Shuffle pt. II

Så er jeg atter i transit og har sat podden på shuffle. Det bliver spændende at se hvad de næste 4-5 sange er for nogen.

1. Sandra - Heaven Can Wait
Tyske Sandra har aldrig været god stil, men i mine øjne har ægtemanden Michael Cretus skamløse Italo-produktioner altid været helt i top. Heaven Can Wait fra 1988 er en af hendes absolut bedste - og giver den fuld gas med alt lige fra panfløjter til horn-intro. Presetsene på de keyboards er blevet udnyttet fuldt ud...

Sandras stemme har altid lydt ret anstrengt - men det har hendes udseende jo kompenseret strålende for gennem firserne. En undervurderet stjerne.

2. Cut Copy - Far Away
Der er åbenbart tradition for at Cut Copy dukker op i de her shuffle seancer. Far Away er singlehittet fra  In Ghost Colours fra 2008. Sangen har præcis de samme kvaliteter somCut Copys bedste sange: en tynd vokal over et nervøst beat.

Det bedste er næsten den svirpende lyd der skubber omkvæddet i omdrejninger.

Nå, bussen er helt fyldt op. Et nummer mere og så er det slut.

3. Jesus & Mary Chain - Reverence
Jesus & Mary Chain er blandt mine absoultte favoritter. Og Reverence er da en glimrende sang, men ikke den bedste de har lavet. Overhovedet. Jeg kan huske forargelsen i den engelske musikpresse da den kom forud for det absolut fremragende Honey's Dead album i ca. 1992.

Dengang hørte jeg meget industrial, og den kontekst passer Reverence perfekt ned i med den chugga-chugga guitaren og den maskinelle beats sammen med "I Wanna Die just like Jesus Christ"-linien. Men nu føles nummeret en smule træt.

Familjen giver menneskeligheden en ny chance

Familjen har udgivet nyt. Og i mine ører er Mänskligheten som albummet hedder faktisk bedre end den foregående Det Snurrar i min Skalle, hvor det i min bog kun var Det Lilla Livet, der for alvor var mindeværdig.

På den nye får vi stort set det samme som i første omgang, men sangene er bedre og har mere substans. Ikke fordi de er lidt mere oganiske end sidst, for det er de, men fordi de stikker dybere.

Det er dog tydeligt at vor svenske ven Johan T. Karlsson i denne omgang har haft lidt flere muligheder under produktionen. Sådan noget er altid farligt... for hvem siger, at dyre opsætninger og håndspillede trommer altid er vejen frem?

På Mänskligheten holder Familjen sig dog i skindet. Det er stadig elektronisk, men lyden er klart mere dynamisk end tidligere.

Især sangeneVinter i April, Socker og Djungelns lag holder. Vinter i April synges af en kvinde - det er noget nyt. Hvem er hun? Musikalsk er rytmerne staccato og skarpe, og for mig går der 20 sekunder førend jeg begynder at vippe med hovedet. en ren dansegulvsdræber

Socker er endnu mere direkte - og minder enormt om Det Lilla Livet fra den forrige plade. Johan er tilbage på vokalen, og trommerne må være "ægte". Det er atter et nummer der giver lyst til at hoppe på stedet - en kvalitet Familjens musik i øvrigt altid har haft.

Djungelns lag lyder som en duet, men med hvem? Lyden er lidt mørkere her, lidt dubbet og ikke så umiddelbar. Til gengæld rammmer omkvæddets "ah-ah-ah-ahhh" mig lige i skallen. Fantastisk!