Jeg følger temmelig nøje med i Frankie Teardrops blog, Systems of Romance. Den er velskrevet og ikke mindst tilgængeliggør han obskure og deleted minimal new wave fra 80'erne.
Har du ikke noget bedre for, findes der ikke et bedre sted på nettet. Overhovedet.Og det bliver heller ikke sidste gang jeg linker til SoR.
For et par uger side uploadede han så et par maxier med engelske Nightmoves - og dermed ialt 8 forskellige versioner af nummeret Transdance. Ikke alle versionerne er lige interessante, men især en af versionerne har jeg lyttet til igen og igen den sidste uges tid.
Musikalsk taler vi om ret dansabel men også repetitiv pop, men med en skarp kant, der minder en smule om fx Gary NumansAre Friends Electric og den tids temmeligt mørke pop som fx også Experimental Products er eksponent for. Giv Nightmoves en chance.
Jeg har netop geninvesteret i The CuresDisintegration fra 1989 - dennegang i en remastered 3 cd udgave. Jeg har den i forvejen digitalt, så min nyinvestering kommer nok ikke til at betyde det helt store for mit lyttemønster.
Et eller andet sted er The Cure den fattige mands goth. Acceptabelt i provinsen på samme måde som Depeche Mode. Farligt, men ikke for farligt. Dybt men ikke uforståeligt.
Nok om det, Disintegration er en fremragende plade og havde jeg en femmer for hver gang jeg lyttede til den i løbet af min gymnasietid først i 90'erne, havde jeg jo flere hundrede kroner nu...
Men, og der er et men, i virkeligheden gider jeg kun lytte til en sang på den plade, nemlig det første nummer: Plainsong der med sin helt særlige dialogiske tekst og følelse af sorg rammer mig dybt hver gang, og som jeg oplever er et lyrisk højdepunkt i min musiksamling.
Plainsong
I think it's dark and it looks like rain," you said
"And the wind is blowing like it's the end of the world," you said
"And it's so cold it's like the cold if you were dead," and then you smiled for a second.
"I think I'm old and I'm feeling the pain," you said,
"And it's all running out like it's the end of the world," you said
"And it's so cold it's like the cold if you were dead," and then you smiled for a second.
Sometimes you make me feel like I'm living at the edge of the world, like I'm living at the edge of the world.
"It's just the way I smile," you said
Jeg ved ikke meget om dem, men Health lader til at 3 friske amerikanske gutter der godt kan lide noise-punk. Men de kan åbenbart også lide den lidt blødere dansable elektroniske musik. Så derfor udgiver de remix-versioner af deres albums. Først var det Disco og om få uger kan vi se frem til Disco2, 12 remix fra sidste års Get Color.
Jeg må sige det med det samme, der er sgu ikke meget noisepunk over den plade. Numre som USA Boys, Die Slow (Tobacco rmx) og Severin (Small Black rmx) er catchy og superbehagelige popsange. Laidback, ja, men ikke røvsyg lounge, nej laidback som i overskudselektronik med kant, drive og stemning. Fedt.
I det hele taget er der ikke meget fyld på Disco2. Den ene fremragende afdæmpede version af Get Colors dræbende støj afløser den næste. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om, hvornår jeg sidst har hørt så fremragende et remixalbum.
Se iøvrigt også denne video - og få et indblik i Healths sædvanlige univers. Ikke et rart sted.
Jeg har sat iPod'en på shuffle på en togtur ml. Kbh. og Århus (ja, Århus med bolle-Å). Spændende at se hvad der kommer ud af det - og om jeg kan holde ud at lytte til det hele. For læsere kan jeg garantere stream-of-consciousness galore.
Første nummer i tilfældighedsgeneratoren er Tears for Fears med Mad World. Tears for Fears har aldrig sagt mig noget, men Mad World er sammen med Head over Heals og naturligvis Shout blandt gruppens bedste og mest elektroniske melodier. Det er en glimrende sang og Roland Orzabal har en karakteristisk stemme, så en god start alt i alt.
Næste nummer er canadiske Junior Boys med en af de bedste sange fra deres seneste desværre lidt skuffende og kedelige album Begone Dull Care. Nummeret er Work, og det er en sang der tager over hvor det foregående album So This Is Goodbye sluttede. Glimrende og dansable chugga-chugga rytmer med forsanger Jeremy Greenspans lidt fesne stemme. Men det virker - og Junior Boys er blandt mine favoritter. Bonusinfo: Junior Boys stammer fra den mellemstore canadiske by Hamiliton hvor jeg i tidernes morgen var udvekslingsstudent - også et plus!
Herefter er det Assemblage 23 der fortsætter med How Can You Sleep fra sidste års album Compass. Glimrende album, virkelig, men den her sang er lidt for kedelig til mig. Generelt kan jeg dog kun anbefale Assemblage 23 - og jeg lytter overraskende meget til et.
Med sang nummer 4 er vi tilbage i 80'erne med en virkelig klassiker: Alphaville og Forever Young. Jeg kan ikke skrive noget om det nummer som ikke er sagt en million gange før, men alligevel: Det her nummer er så skamløst sentimentalt at det er til at kaste op over. Har man væet teenager i bare ti minutter i 80'erne ved man at Forever Young er blevet voldspillet på samtlige provinsdiskoteker i hele den vestlige verden (mens man har stået der med sin rom-og-cola og drømt om at være med i kinddansen). Fantastisk! Iøvrigt har Alphaville også lavet adskilige andre glimrende numre, men det er det her der bliver husket.
Lily Allen tager over med Everyone's At It fra It's not me...-albummet. Tja. Ikke noget jeg lytter meget til, vil jeg gerne erkende - jeg er på kanten af at se Lily Allen som lidt en novelty-musiker...
Cut Copy er et vældig underkendt band, og Out There On the Ice er sandsynligvis deres bedste nummer, og nok en af de sange jeg lyttede mest til i 2009. Ikke mindst de sidste 2 minutter af sangen er helt fantastiske, og teksterne ligeså:
"If thats what it takes, then don't let it tear us apart
Even if it breaks your heart"
I det hele taget er Ghost Colurs-albummet strålende. Hør det!
Jeg vil slutte med danske Decorate Decorates monumentale Departure fra Normandie-ep'en der er nogle år gammel allerede. Ja, det er en svulstig sang, ja, de har hørt Joy Division (men hvem har ikke det) og ja, teksterne er overdrevent prententiøse, men den holder stadig.
Maximilian Hecker har lavet et nyt album. Og ved I hvad? Det er lige præcis så prætentiøst, så patetisk, så overdrevent og så helt igennem forrygende smukt, at jeg nærmest sidder her og småtuder. Vildt.
Jeg havde egentlig afskrevet ham , den tyske sanger der efter to helt fantastiske albums, Infinite Love Songs i 2001 og Rose i 2003, faldt temmelig meget af på den og udgav en håndfuld kedsommelige klagesange op gennem 2000-tallet. Men selvom I Am Nothing But Emotion, No Human Being, No Son, Never Again Son (ja det hedder albummet!) bestemt ikke når Roses højder er det et absolut fremragende album.
Maximilian Hecker har en storslået, lidt kvækkende (det er en god ting!) stemme, der på det nye album er skubbet HELT i forgrunden med bare lidt klaver og så synth-strygere i baggrund. Og på Nothing But Emotion er der flere sange der har omkvædene til at bære følelserne. Ikke mindst Holy Dungeon og The Greatest Love Of All er med til at sparke albummet grundigt i gang.
Lyrisk er det det sædvanlige om tabt kærlighed, og alt det pladder, her fx fra Holy Dungeon:
Here we go again
It’s been so long since I’ve lost you
It’s been so long since I’ve kissed you
So play my music on your radio
Play your sorrow away
Men det holder og man tror på smerten.
Herunder videon til sangen No One's Child - som det fremgår er den unge Hecker begyndt at dyrke en mere ubarberet stil. Og læser man lidt på hjemmesiden er det åbenbart som følge af en livskrise...
For dem der ikke kender Maximilian Hecker er her lige en video fra den gang han var lidt gladere: Infinite Love Songs fra albummet af samme titel.
Det falder lidt udenfor konteksten, men jeg er faldet over det seneste album fra den amerikanske duo Electric President.
Albummet, The Violent Blue, er måske ikke det mest interessante i hele verden, men det er fine elektroniske popsange på en sky af tilbagelænet - og tilbagetrukken - støj. Der sker i virkeligheden i meget på pladen, men det grundlæggende rigtig glimrende musik.
Sangskrivningsmæssigt minder Electric President måske lidt om Death Cab For Cutie og sideprojektet Postal Service. Dvs. ret specielle tekster i nærmest daglig tale. Og det er i hvert fald musik jeg har lyttet enormt meget til.
Herunder fx et klip fra Circles der er albummets bedste sang: Well, you know where you are and you know where you've been
But, oh, my brother, you're lost like me
And I'd offer a hand
But you know that you can't cut, cut, cut, cut any corners when you're going in circles
When you're going...
Ingen lang anmeldelse i dag - men det skal ikke forhindre mig i at anbefale et par numre fra min aktuelle playlist.
I skrivende stund hører jeg Caribous første album, The Milk of Human Kindness, der i mine ører byder på langt flere tilgængelige numre end den nye Swim. Caribou er jo en reinkarnation af canadiske Manitoba. Herunder et link til et af numrene fra The Milk...
Jeg vil også delvist anbefale Katie Stelmanis - endnu en canadier, denne gang dog mere i stil med fx. Zola Jesus. Dvs. kvindeskønsang over mørke gotiske toner. Nedenfor et link til et ganske dansabelt elektronummer Join Us,der også er titlen på hendes debutalbum fra 2009.
Det er ikke bare Robyn der synger om piger og robotter på Royksopps seneste album. Et tysk/svensk samarbejde under navnet The Girl and the Robot, har den 19. marts 2010 uden at revolutionere noget som helst, ganske simpelt udgivet noget af det bedste rent elektroniske pop i lang tid.
Den ene af de to - Robotten Deadbeat - har en fortid i Welle Erdball, mens pigen - Plastique - ikke umiddelbart er en jeg har hørt om før. Duoen er tydeligvis jævnt hen inspireret af de sidste 30 års synthpop, men formår uden de store sværdslag at 1) filtrere de mest banale elementer af synthpoppen fra og 2) endda skabe deres egen lyd i samme forbindelse. Hurra!
På debut ep'en Whole/Flowers fra februar er det især numrene Howling Winter og I Don't Care jeg har spillet igen og igen de sidste to måneder. Begge numre har en ret særlig rumklangsdomineret lyd, som jeg er helt pjattet med. En lyd som går i gen på mange af duoens andre numre.
Lidt kedeligere, men dog stadig absolut glimrende er ep'ens titelnumre Whole og Flowers der også begge er at finde på duoens debutalbum The Beauty of Decay. Albummet løfter alt det ep'en lover. Udover de to nævnte numre fra ep'en, finder man 8 nye samt en kort instrumental.
Og lad mig sige det med det samme. Det er de lidt langsommere numre der virker bedst. Efter introen er det Whole der sætter tempoet. Please Stay fortsætter lyden fra ep'en og driver af afsavn og melankoli, mens det hurtigere Never Ever nok bliver lidt for manisk til min smag. Næste nummer The Isle, sætter sig nok mellem to stole - et strålende omkvæd, bremses lidt for meget af lidt kedelige vers.
Et højdepunkt på albummet er den langsomme I Lost Control, hvor Plastiques stemme og ord udtrykker kulde og desperation i metermål. Herefter følger Crash Course In Hate, og kulden fortsætter både lyrisk og melodisk. Det er i mine øjne albummets bedste nummer - og bedre end mine to ep-favoritter.
På Prayer skrues der atter op for tempoet, og helt ærlig: jeg sidder og rokker med hele kroppen, mens jeg hører det. Absolut fremragende. I Will Always Be With You lyder med sit keyboard riff lidt a la en langsom Are Friends Electric, men når basssynthen sætter ind, får jeg rent faktisk gåsehud. Lyrisk er det de helt sædvanlige temaer - desperation og frygten for at miste: "If you leave me now I'll cry, if I loose you I will die", så der er ingen Nobelpris i vente. Det går nok.
Flowers fra ep'en er faktisk lidt af et letdown efter den foregående perlerække,og er nok albummets svageste numer..., men så er det godt, at vi får den nærmest Erasure-lydende Another Love. Ok en temmelig mørk Erasure, men stadig en glimrende og ret glad popsang. Vi runder af med Shot, der igen trækker tempoet ud, og er en typisk albumlukker, som er svær at sige så meget om.
Beauty of Decay er et album helt uden dårlige numre. Og selv lavpunkterne er fremragende. Hermed min uforbeholdne anbefaling!
Herunder en præsentationsvideo fra Whole/Flowers ep'en.
Jeg har besluttet mig for at skrive på dansk i stedet. Det med det engelske er simpelthen for besværligt, og bliver en hurdle i forhold til overhovedet at få skrevet noget. Så meget for det internationale publikum.
For at fejre det med det danske linker jeg lige til en sang jeg tilfældigvis hørte i radioen imorges, nemlig Stoffer og Maskinens "Vi to er smeltet sammen". Glimrende lille elektronisk popsang, men ikke umiddelbart en plade, jeg vil gå ud og købe.
Shakespears Sister - Man in a Uniform (from Songs From the Red Room)
Old favorites and one hit wonder, the one woman band of Siobhan Fahey, finally follow her brilliant 1992 song 'Stay' with a more than decent album. Songs From the Red Room may lack a Stay for this time and age, but Man in a Uniform is more than decent.
Sorry, no link.
Bunny Lake - Twisted Forever (from The Church of Bunny Lake)
Without doubt the best track from these Austrians. Sadly their new album, does nothing for me, but this is highly effective.
