Sange om Motorring 3

Nordstrøm udgav i går mandag den 30. august deres tredje album på 4 år. Det er i vore dage en udmærket udgivelsesrate, ikke mindst når musikken rent faktisk holder niveau. Og det gør den på Alt på plads.

Nordstrøm har aldrig påstået at udsende lyrik på højt kunstnrisk niveau. de skriver sange om hverdagen, som jeg kender den. På første album sad ungdommen stadig i kroppen og der blev drømt om at bo i Berlin og få Foden indenfor på arbejdsmarkedet i det kreative København. Nu her på tredje album har dagligdags-tristessen allerede sat sig tungt på tidligere tiders Dagdrømmer'ier, og på Samlebånd er klokken blevet kvart over 5 på motoring 3 med realkreditlån og overarbejde. Akkeja.

Lad mig sige det rent ud: Jeg er lige i målgruppen. Musikken er elektronisk som altid, og teksterne henvender sig direkte til semi-kreativ konsulent der er godt i gang med karrieren, uden af den grund at føle at målet er helt nemt at få øje på længere.

Alt på plads byder på nogle af Nordstrøms bedste sange nogensinde: På Respirator er mennesket gået i et med maskinen og byder på absolut glimrende semi-naiv lyrik "I din hånd er jeg solgt/når du slukker bli'r jeg kold". På iskolde Januar er Nordstrøm musikalt set mere kantede og skarpe end nogensinde før, og på titelsangen Alt på plads bliver disciplinen fra Respirator ført helt ind i parforholdet og er der så plads til mennesket?

 Lykkeligt glemt er hårdtslående disko som Robyns Dancing On My Own og nok den bedste sang på albummet. Johnny - se videoen herunder - er endnu en go sang om folk der hedder Johnny. Hvorfor er det så populært at synge om Johnny'er? Og næstsidst finder vi så Samlebånd der i mine øjne trækker linien tværs gennem Nordstrøms foreløbige albums, og som med en tekst om melnakoli på motorring 3 lægger sig i slipstrømmen af Elizabeths helt fantastiske Ballerup Boulevard fra 80'erne. Og så er ringen vist sluttet!

Herunder videoen til Johnny:

Blonde Redhead udgiver nyt

Jeg har tidligere hørt positivt om amerikanske Blonde Redhead, men støjrock-trioen har nu aldrig sagt mig noget særligt. Måske har jeg ikke ofret den fornødne tid - et tilbagevendende problem for mig. Men i mine øjne led Blonde Redhead, et strålende navn i øvrigt, under vægten af deres egne ambitioner. Musikken blev simpelthen for kedelig. Gab.

Her på Blonde Redheads nye album Penny Sparkle er det som om de kunstneriske ambitioner er trukket lidt bagud i forhold til ambitionen om at lave lidt mere tilgængelig musik. Et smut til Stockholm er åbenbart altid vejen frem når man drømmer om at sælge lidt flere plader. For Blonde Redheads vedkommende er det Van Rivers og The Subliminal Kid mere eller mindre fra fra bl.a. Fever Ray.

Det betyder at den langt udtrukne og indadvendte shoegaze fra albummet 23 i høj grad er erstattet af elektronisk underlægning - fx på Here Sometimes som kan downloades på Blonde Redheads hjemmeside. Det betyder at det hele lugter lidt mindre af My Bloody Valentine, hvilket er fedt. For mit vedkommende er det dog især Love Or Prison og Will There Be Stars der får mig op ad stolen. Love Or Prison især erstatter fuldstændig guitarerne med en huggende elektronisk puls, mens Will There Be Stars er en drømmende popsang.

Der er ikke en video fra den nye plade men her et nummer fra 23 fra 2007:

Mind.In.A.Box

Jeg vil gerne slå et slag for østrigske Mind.In.A.Box der efterhånden har udgivet 4 albums, herunder det seneste - R.E.T.R.O - som jeg kort og godt vil anbefale, at man holder nallerne fra. Enough said.

De foregående tre derimod er en skønsom blanding af 80'er lyd og autotune, der når sin foreløbige højdepunkt på Stalkers fra 2007's Crossroads. Hør den herunder. Også Lament for Lost Dreams fra Dreamweb og Lost Alone fra albummet af samme titel ville kunne få mig ud på et dansegulv til enhver tid. Det siger en del.

80'er lyd og Autotune? Det lyder poppet og det er det for så vidt også, men lige under overfladen gemmer der sig en spastisk robot, der sikrer at musikken lige præcis forbliver kold og utilnærmelig. Faktisk ikke så langt fra Parallels fremragendeVisionaries album jeg omtalte for et par måneder siden her på bloggen. iTunes Genius-funktion påstår også at de ligner Depeche Mode, Birthday Massacre og groft undervurderede Wolfsheim. Det er jeg nu ikke enig i.

Hør Stalkers her: