Dangerzone

Ja, det er overdreven pop, men lyt alligevel lige til Chris Sorbellos Dangerzone:

Enrummets liste pt. 1

På Pitchfork og all mulige andre steder i øvrigt publicerer de alle mulige slags lister, hvor mere eller mindre kendt/aktuelle personer fortæller hvilke bøger og sange der betyder og har betydet mest for dem. Men, men, men, der er desvære aldrig nogen der kontakter mig og beder mig lave en liste. Irriterende - jeg har ellers masser på hjerte.

Men nu har jeg jo muligheden, har jeg pludselig erkendt. På denne hemmelige blog kan jeg lave alle de lister jeg gider - så det vil jeg gøre. Nedenfor Pitchforks guestlist udsat for undertegnede i det omfang, jeg gider og det giver mening. Let's see!

Favoritsang fra det seneste år
Tja, jeg tror det må være The Girl and the Robots fabelagtige Howling Winter fra deres debut ep. Også the Editors Papillon og Robyns Dancing On My Own har gjort noget for mig. Om lidt kommer jeg sikkert i tanke om noget endnu bedre.

Favoritsang fra fortiden
Der er selvfølgelig mange. Jeg tror, ånden i spørgsmålet er at gå mere end bare et par år tilbage - og så når vi jo hurtigt tilbage til 80'erne. Alphavilles Romeos er en af verdens bedste sange. Erasures Leave Me To Bleed stråler endnu og hvad med The Cures Plainsong? Nyere sange er DK7's Heart Like A Demon.

Bedste nye kunstner
Det er kedeligt men jeg er nødt til at svare The Girl & the Robot. De har også udgivet et af årets bedste albums.

Bedste sang ever
Min top 1 over yndlingssange... måske tja, lige nu tror jeg det er Jesus & Mary Chain med April Skies.

Nok for i dag - jeg fortsætter listen i løbet af ugen.

Pins and Needles and Pins

Om canadiske Birthday Massacre har fået landsmanden Neil Youngs gode gamle Needles and Pins ind med modermælken og om det er der de har inspirationen fra ved jeg ikke, men Pins and Needles er i hvert fald titlen på deres fjerde album. Et album hvor der i mine øjne er en hel del at leve op til.

Kort fortalt: Birthday Massacre lyder som de plejer. Heavy guitar og synth riffs skiftes til at brage ud af højtalerne. På førstesinglen In the Dark kammer det næsten over i regulær heavy metal. Ikke min kop te. Men heldigvis er popsensibiliten intakt på flere fremragende numre, fx Shallow Grave, der hører til blandt Birthday Massacres bedste nogensinde. Sangerinden Chibi bliver aldrig verdens bedste, men hendes stemme tjener formålet helt perfekt.

Lyrikken er som sædvanlig en blanding mellem det morbide, det fjollede og det melankolske, det sidste eksempliceret ved teksten til Sideways, et andet af albummets højdepunkter:

It's not enough to find a moment
As light moves away
We'll leave tonight on empty highways
There's no coming back here

The painted hallways
Forever and always
Are lost to you
How can you criticize
When you're not here to compromise?
Worse fate as time goes by
Without you, without you

Udover de allerede nævnte sange, brillierer også Control, Midnight og titelnummeret, Pins and Needles, der lige præcis ikke overskrider min grænse for hvor heavy-metal-agtig musik jeg gider lytte til. Det er en fremragende sang.

Jeg oplever langt henad vejen at sangene på Pins and Needles er blandt de bedste BM nogensinde har præsteret, men også at de på enkelte numre flirter lige voldsomt nok med alt for tunge metal riffs, til at jeg kan nydee albummet i sin helhed. Derfor kan jeg kun give karakteren 8/10. Og det er et lille 8-tal.

Jeg gider ikke linke til videoen til førstesinglen In the Dark der i mine øjne ikke yder BM retfærdighed, derfor bare et kedeligt link uden video til Shallow Grave:

Blacklight: Nyt album fra Iris

Et af de bands der, efter en længere detour omkring britpop, heavyrock og (Herre Jemini) lounge, sendte mig tilbage til synthpoppen fra amerikanske Iris og ikke mindst deres fantastiske Annie, Would I Lie To You fra Disconnect albummet fra 1999. Det album fortjener en længere artikel - men det bliver ikke nu.

Sidenhen udsendte de i 2003 både det ligeledes fremragende Awakening (det var der jeg stod på) og det strålende remixalbum Reconnect. Herfra gik det nedad bakke. både med produktiviteten og med kvaliteten. Wrath fra 2005 bøde på ny guitar-domineret lyd og nul hits. Yawn. Hvorfor sker det altid?

Med undtagelse af et ligeledes kedsommeligt remixalbum fra forrige år har vi ikke hørt meget til Iris siden. Men pludselig, i sidste uge, frigav de singlen Closer to Real. Og hurrada, sikkke en tilbagevenden til fortiden. Det tilhørende album, Blacklight, kommer i denne uge, og byder på 9 sange af imponerende høj kvalitet.

Stilen er igen elektronisk, melankolsk synthpop, men denne gang med en mørkere kant. Bedste sang er Disintegrate, men også Xwires, Fighter, Cruel Silence og førnævnte førstesingle og i virkeligheden rsten af sangene holder niveauet højt. Generelt er sangene mere monotone end nogensinde før (det er et ubetinget plus!) og teksterne er udtalt mørke, nærmest desperate, uden at vi af den grund forlader det man kunne kalde dansabel pop. Og så skal man ikke glemme forsangeren Regan Jones fortsat absolut glimrende vokal.

Karakter 8/10

Birthday Massacre

En af mine små private hemmeligheder er min forkærlighed for goth.Både den gode gammeldags slag som fx Sisters of Mercy og Clan of Xymox var eksponent for, men også moderne goth, så som canadiske Birthday Massacre. Ja, jeg ved at goth er fjollet - både fansene og bandsene, og tit er kvaliteten på musikken og lyrikken helt nede at skrabe helvedes bund. Men når det holder, så holder det.

Birthday Massacre er efterhånden på 4. album, og jeg har holdt fat i dem lige siden jeg tilfældigt faldt over dem på internettet i 2002 eller 2003, hvor de uden pladekontrakt kvit og frit tilbød deres første album, Nothing and Nowhere, der blandt andet inkluderede den enormt iørefaldende Happy Birthday. Jeg var solgt med det samme.

Musikalsk er Birthday Massacre som en lidt blødere og en del mere elektroniske end Marilyn Manson. Ja, der er hårde guitarer, men sangene er mere poppede og melodiske. Vel nærmest lige til at synge med på, uden at være alt for banale. Men det er er tydeligt at Birthday Massacre er mere et poporkester end et heavy-orkester. Og det passer mig fint.

Som sædvanligt i goth drejer er teksterne i den mørke ende. Ja, fok bliver slået ihjel for et godt ord. Der er i den grad teenage-angst for alle pengene. Og tja, i mine øjne er det effekt-jageri og kan på en god dag og hvis man gider opfattes som en form for allegori over ungdommens udfordringer i teenageværelset. Der kan man jo godt sidde og blive lidt mismodig. Døm selv, her fra den fremragende Holiday fra 2004-albummet Violet:

It's getting late
It all just wanes and pales and fades away
If we just want it too much
And what a shame
If all there is is all that's gone away

There's nothing left here for us
Deadlight holiday
Killing time to make us stay
Hollow as the promises of yesterday
On and on the music plays
Memories in paraphrase
Falling past my window like the morning rain

It's all the same
So many words remaining
Always too late
It never seems worth taking
And all the days
And all the nights lost sleeping
And in the end
The secret's not worth keeping

Efter Violet kom så Walking With Strangers i 2007 og først nu (mandag den 13. september) udkommer så nummer album 4, Pins and Needles. Det glæder jeg mig til at fortælle mere om om et par dage, men ind til da er detoplagt at lytte til et par af de gamle sange. Herunder i hvert fald Holiday cd-audio og livebilleder:




Og tag da også lige videoen for Looking Glass fra 2008 med i købet: