Interpols nye album med den fantasifulde titel Interpol har fået temmeligt dårlige anmeldelser. Nu har jeg hørt pladen - og tja. Det er ikke helt godt, det er det altså ikke. Singleudspillet Lights er klart bedste sang- og Memory Serves kan de også være bekendt.
Resten er pladen er sørgmodigt ligegyldig. Ikke ukristeligt ringe- bare ligegyldig. Var det det basisten Carlos Dengler var klar over og derfor skred fra? Ærgerligt.
4/10
Jeg gider ikke linke til en en video fra den nye -så her er gode gamle Obstacle 1:
Amerikanske The Hundred In the Hands' Pigeons åbenbart været ugens uundgåelige i den forløbne uge. Det har jeg slet ikke bemærket. Omtalte sang er heller ikke verens mest bemærkelsesværdige sang. Den er i bedste fald hyggeligt klein i staturen - i værste fald noget vi har hørt før. Jeg tænker en lidt slap udgave af Ladyhawke.
THITH består af hhv Eleanore Everdell og Jason Friendman, og iflg. deres hjemmeside fandt de sammen da de "were driving across the U.S. listening to Moroder/Molton style disco; French House & minimal techno; Post-Punk favorites like Young Marble Giants, Wire, The Cure & New Order; Black Star, Dilla, De La Soul vintage hip-hop; 60’s mod, garage & girl groups and loads of Studio 1/Trojan era ska & dub. When we got back, we wrote ‘Dressed In Dresden’ over a couple of days in the studio and decided this was a band we wanted to be".
Ikke desto mindre mener jeg at bandets selv-betitlede debutalbum er om ikke fremragende så i hvertfald temmelig godt. Omtalte Pigeons er måske albummets dårligste sang! Det er et højt bund niveau.
Vi taler elektronisk pop på den traditionelle måde. Behagelig kvindestemme over boblende popmelodier - men samtidig med en skarp kant og en guitar her og der. Mest inciterende efter en halv gennemlytninger er den friske, pulserende Commotion. Men også albumstarteren Young Aren't Young er super.
Mest tankevækkende er det dog at selv de langsomme sang er gode. Fx er This Day Is Made under den triste klagesang, både stemningsfuld og ikke mindst så spændende opbygget at man ikke keder sig. Det har jeg ellers tendens til, når bands skal fremvise den følsomme side.
I det hele taget kunne jeg nævne den ene sang efter den anden - men giv selv albummet en chance. Det er skidegodt.
