Så kom enkeltsangene på. Reglen var i udgangspunket at hver kunstner kun optræder en gang - men med en enkelt prominent undtagelse: Crystal Castles. Spekuler selv over hvorfor.
20: Blonde redhead – Love or Prison
19: Birthday Massacre – Shallow Grave
18: School of Seven Bells – Heart is Strange
17: Soundpool – I’m So Tired
16: Familjen – Djungelns lag
15: Kent – Ismaël
14: Lady Gaga - Alejandro
13: Crystal Castles feat. Robert Smith – Not In Love
Årets højdepunkt er i virkeligheden tilbageblikket på årets udgivelser. Hvad holdt og hvad holdt ikke. Der har været nogle overraskelser i år – halvdelen af navnene på nedenstående liste kendte jeg ikke da året begyndte.
Året generelt var ikke det bedste - men dog alligevel masser af kvalitet i adskillige udgivelser,
10: Maximilian Hecker – I Am Nothing But Emotion…
Den stedse mere introverte og langhårede hr. Hecker er tilbage med melankoli i lårtykke stråler næsten på niveau med det 5-7 år gamle album Rose. I et bedre album år var Hecker ikke kommet med på denne liste.
9: Health – Disco2
Disco2 er støj-punkbandet Healths andet remixalbum. Udover den nye helt fuld-elektroniske USA Boys er albummet spækket med tilbagelænet elektronik der på ingen måder minder om den oprindelige lyd.
8: Yeasayer – Odd Blood
Elektronisk psykodelia jeg kan holde ud at lytte til.
7: Azure Ray – Drawing Down the Moon
Åbenbart er Azure Ray et gendannet projekt fra 90’erne. Årets bedste nu-gaze udgivelse i en voksende genre.
6: Crystal Castles – Crystal Castles
Crystals Castles første album var et irritationsmoment, men på 2’eren får de mixet det skramlede med de gode sange på den rigtige måde.
5: Robyn – Body Talk (I-III)
Et af årets bedste projekter. Og hvor mange pladeprojekter sender tre overlegne singler udover rampen på under et år?
4: Twin Shadow – Forget
Klassisk new wave opdateret til 10’erne.
3: The National – High Violet
Jeg synes godt om The Boxer og forventede mig en del af High Violet – jeg blev ikke skuffet. Fabelagtig melankolsk poprock.
2: The Girl and the Robot – Beauty of Decay
Årets anden overraskelse. Fuldstændig klokkeklar elektronisk pop. Pladen ville dog have været mere komplet med de to ekstra sange Howling Winter og I Don’t Care fra singlen. Jeg tæller dem med her.
1: Parallels – Visionaries
Årets helt exceptionelle overraskelse. Nærmest en blanding mellem Crystal Castles og Fever Ray, inkl. håndspillede trommer og kølig ligegyldighed.
Interpols nye album med den fantasifulde titel Interpol har fået temmeligt dårlige anmeldelser. Nu har jeg hørt pladen - og tja. Det er ikke helt godt, det er det altså ikke. Singleudspillet Lights er klart bedste sang- og Memory Serves kan de også være bekendt.
Resten er pladen er sørgmodigt ligegyldig. Ikke ukristeligt ringe- bare ligegyldig. Var det det basisten Carlos Dengler var klar over og derfor skred fra? Ærgerligt.
4/10
Jeg gider ikke linke til en en video fra den nye -så her er gode gamle Obstacle 1:
Amerikanske The Hundred In the Hands' Pigeons åbenbart været ugens uundgåelige i den forløbne uge. Det har jeg slet ikke bemærket. Omtalte sang er heller ikke verens mest bemærkelsesværdige sang. Den er i bedste fald hyggeligt klein i staturen - i værste fald noget vi har hørt før. Jeg tænker en lidt slap udgave af Ladyhawke.
THITH består af hhv Eleanore Everdell og Jason Friendman, og iflg. deres hjemmeside fandt de sammen da de "were driving across the U.S. listening to Moroder/Molton style disco; French House & minimal techno; Post-Punk favorites like Young Marble Giants, Wire, The Cure & New Order; Black Star, Dilla, De La Soul vintage hip-hop; 60’s mod, garage & girl groups and loads of Studio 1/Trojan era ska & dub. When we got back, we wrote ‘Dressed In Dresden’ over a couple of days in the studio and decided this was a band we wanted to be".
Ikke desto mindre mener jeg at bandets selv-betitlede debutalbum er om ikke fremragende så i hvertfald temmelig godt. Omtalte Pigeons er måske albummets dårligste sang! Det er et højt bund niveau.
Vi taler elektronisk pop på den traditionelle måde. Behagelig kvindestemme over boblende popmelodier - men samtidig med en skarp kant og en guitar her og der. Mest inciterende efter en halv gennemlytninger er den friske, pulserende Commotion. Men også albumstarteren Young Aren't Young er super.
Mest tankevækkende er det dog at selv de langsomme sang er gode. Fx er This Day Is Made under den triste klagesang, både stemningsfuld og ikke mindst så spændende opbygget at man ikke keder sig. Det har jeg ellers tendens til, når bands skal fremvise den følsomme side.
I det hele taget kunne jeg nævne den ene sang efter den anden - men giv selv albummet en chance. Det er skidegodt.
På Pitchfork og all mulige andre steder i øvrigt publicerer de alle mulige slags lister, hvor mere eller mindre kendt/aktuelle personer fortæller hvilke bøger og sange der betyder og har betydet mest for dem. Men, men, men, der er desvære aldrig nogen der kontakter mig og beder mig lave en liste. Irriterende - jeg har ellers masser på hjerte.
Men nu har jeg jo muligheden, har jeg pludselig erkendt. På denne hemmelige blog kan jeg lave alle de lister jeg gider - så det vil jeg gøre. Nedenfor Pitchforks guestlist udsat for undertegnede i det omfang, jeg gider og det giver mening. Let's see!
Favoritsang fra det seneste år
Tja, jeg tror det må være The Girl and the Robots fabelagtige Howling Winter fra deres debut ep. Også the EditorsPapillon og Robyns Dancing On My Own har gjort noget for mig. Om lidt kommer jeg sikkert i tanke om noget endnu bedre.
Favoritsang fra fortiden
Der er selvfølgelig mange. Jeg tror, ånden i spørgsmålet er at gå mere end bare et par år tilbage - og så når vi jo hurtigt tilbage til 80'erne. AlphavillesRomeos er en af verdens bedste sange. ErasuresLeave Me To Bleed stråler endnu og hvad med The CuresPlainsong? Nyere sange er DK7's Heart Like A Demon.
Bedste nye kunstner
Det er kedeligt men jeg er nødt til at svare The Girl & the Robot. De har også udgivet et af årets bedste albums.
Bedste sang ever
Min top 1 over yndlingssange... måske tja, lige nu tror jeg det er Jesus & Mary Chain med April Skies.
Nok for i dag - jeg fortsætter listen i løbet af ugen.
Om canadiske Birthday Massacre har fået landsmanden Neil Youngs gode gamle Needles and Pins ind med modermælken og om det er der de har inspirationen fra ved jeg ikke, men Pins and Needles er i hvert fald titlen på deres fjerde album. Et album hvor der i mine øjne er en hel del at leve op til.
Kort fortalt: Birthday Massacre lyder som de plejer. Heavy guitar og synth riffs skiftes til at brage ud af højtalerne. På førstesinglen In the Dark kammer det næsten over i regulær heavy metal. Ikke min kop te. Men heldigvis er popsensibiliten intakt på flere fremragende numre, fx Shallow Grave, der hører til blandt Birthday Massacres bedste nogensinde. Sangerinden Chibi bliver aldrig verdens bedste, men hendes stemme tjener formålet helt perfekt.
Lyrikken er som sædvanlig en blanding mellem det morbide, det fjollede og det melankolske, det sidste eksempliceret ved teksten til Sideways, et andet af albummets højdepunkter:
It's not enough to find a moment
As light moves away
We'll leave tonight on empty highways
There's no coming back here
The painted hallways
Forever and always
Are lost to you
How can you criticize
When you're not here to compromise?
Worse fate as time goes by
Without you, without you
Udover de allerede nævnte sange, brillierer også Control, Midnight og titelnummeret, Pins and Needles, der lige præcis ikke overskrider min grænse for hvor heavy-metal-agtig musik jeg gider lytte til. Det er en fremragende sang.
Jeg oplever langt henad vejen at sangene på Pins and Needles er blandt de bedste BM nogensinde har præsteret, men også at de på enkelte numre flirter lige voldsomt nok med alt for tunge metal riffs, til at jeg kan nydee albummet i sin helhed. Derfor kan jeg kun give karakteren 8/10. Og det er et lille 8-tal.
Jeg gider ikke linke til videoen til førstesinglen In the Dark der i mine øjne ikke yder BM retfærdighed, derfor bare et kedeligt link uden video til Shallow Grave:
Et af de bands der, efter en længere detour omkring britpop, heavyrock og (Herre Jemini) lounge, sendte mig tilbage til synthpoppen fra amerikanske Iris og ikke mindst deres fantastiske Annie, Would I Lie To You fra Disconnect albummet fra 1999. Det album fortjener en længere artikel - men det bliver ikke nu.
Sidenhen udsendte de i 2003 både det ligeledes fremragende Awakening (det var der jeg stod på) og det strålende remixalbum Reconnect. Herfra gik det nedad bakke. både med produktiviteten og med kvaliteten. Wrath fra 2005 bøde på ny guitar-domineret lyd og nul hits. Yawn. Hvorfor sker det altid?
Med undtagelse af et ligeledes kedsommeligt remixalbum fra forrige år har vi ikke hørt meget til Iris siden. Men pludselig, i sidste uge, frigav de singlen Closer to Real. Og hurrada, sikkke en tilbagevenden til fortiden. Det tilhørende album, Blacklight, kommer i denne uge, og byder på 9 sange af imponerende høj kvalitet.
Stilen er igen elektronisk, melankolsk synthpop, men denne gang med en mørkere kant. Bedste sang er Disintegrate, men også Xwires, Fighter, Cruel Silence og førnævnte førstesingle og i virkeligheden rsten af sangene holder niveauet højt. Generelt er sangene mere monotone end nogensinde før (det er et ubetinget plus!) og teksterne er udtalt mørke, nærmest desperate, uden at vi af den grund forlader det man kunne kalde dansabel pop. Og så skal man ikke glemme forsangeren Regan Jones fortsat absolut glimrende vokal.
En af mine små private hemmeligheder er min forkærlighed for goth.Både den gode gammeldags slag som fx Sisters of Mercy og Clan of Xymox var eksponent for, men også moderne goth, så som canadiske Birthday Massacre. Ja, jeg ved at goth er fjollet - både fansene og bandsene, og tit er kvaliteten på musikken og lyrikken helt nede at skrabe helvedes bund. Men når det holder, så holder det.
Birthday Massacre er efterhånden på 4. album, og jeg har holdt fat i dem lige siden jeg tilfældigt faldt over dem på internettet i 2002 eller 2003, hvor de uden pladekontrakt kvit og frit tilbød deres første album, Nothing and Nowhere, der blandt andet inkluderede den enormt iørefaldende Happy Birthday. Jeg var solgt med det samme.
Musikalsk er Birthday Massacre som en lidt blødere og en del mere elektroniske end Marilyn Manson. Ja, der er hårde guitarer, men sangene er mere poppede og melodiske. Vel nærmest lige til at synge med på, uden at være alt for banale. Men det er er tydeligt at Birthday Massacre er mere et poporkester end et heavy-orkester. Og det passer mig fint.
Som sædvanligt i goth drejer er teksterne i den mørke ende. Ja, fok bliver slået ihjel for et godt ord. Der er i den grad teenage-angst for alle pengene. Og tja, i mine øjne er det effekt-jageri og kan på en god dag og hvis man gider opfattes som en form for allegori over ungdommens udfordringer i teenageværelset. Der kan man jo godt sidde og blive lidt mismodig. Døm selv, her fra den fremragende Holiday fra 2004-albummet Violet:
It's getting late
It all just wanes and pales and fades away
If we just want it too much
And what a shame
If all there is is all that's gone away
There's nothing left here for us
Deadlight holiday
Killing time to make us stay
Hollow as the promises of yesterday
On and on the music plays
Memories in paraphrase
Falling past my window like the morning rain
It's all the same
So many words remaining
Always too late
It never seems worth taking
And all the days
And all the nights lost sleeping
And in the end
The secret's not worth keeping
Efter Violet kom så Walking With Strangers i 2007 og først nu (mandag den 13. september) udkommer så nummer album 4, Pins and Needles. Det glæder jeg mig til at fortælle mere om om et par dage, men ind til da er detoplagt at lytte til et par af de gamle sange. Herunder i hvert fald Holiday cd-audio og livebilleder:
Og tag da også lige videoen for Looking Glass fra 2008 med i købet:
Nordstrøm udgav i går mandag den 30. august deres tredje album på 4 år. Det er i vore dage en udmærket udgivelsesrate, ikke mindst når musikken rent faktisk holder niveau. Og det gør den på Alt på plads.
Nordstrøm har aldrig påstået at udsende lyrik på højt kunstnrisk niveau. de skriver sange om hverdagen, som jeg kender den. På første album sad ungdommen stadig i kroppen og der blev drømt om at bo i Berlin og få Foden indenfor på arbejdsmarkedet i det kreative København. Nu her på tredje album har dagligdags-tristessen allerede sat sig tungt på tidligere tiders Dagdrømmer'ier, og på Samlebånd er klokken blevet kvart over 5 på motoring 3 med realkreditlån og overarbejde. Akkeja.
Lad mig sige det rent ud: Jeg er lige i målgruppen. Musikken er elektronisk som altid, og teksterne henvender sig direkte til semi-kreativ konsulent der er godt i gang med karrieren, uden af den grund at føle at målet er helt nemt at få øje på længere.
Alt på plads byder på nogle af Nordstrøms bedste sange nogensinde: På Respirator er mennesket gået i et med maskinen og byder på absolut glimrende semi-naiv lyrik "I din hånd er jeg solgt/når du slukker bli'r jeg kold". På iskolde Januar er Nordstrøm musikalt set mere kantede og skarpe end nogensinde før, og på titelsangen Alt på plads bliver disciplinen fra Respirator ført helt ind i parforholdet og er der så plads til mennesket?
Lykkeligt glemt er hårdtslående disko som RobynsDancing On My Own og nok den bedste sang på albummet. Johnny - se videoen herunder - er endnu en go sang om folk der hedder Johnny. Hvorfor er det så populært at synge om Johnny'er? Og næstsidst finder vi så Samlebånd der i mine øjne trækker linien tværs gennem Nordstrøms foreløbige albums, og som med en tekst om melnakoli på motorring 3 lægger sig i slipstrømmen af Elizabeths helt fantastiske Ballerup Boulevard fra 80'erne. Og så er ringen vist sluttet!
Jeg har tidligere hørt positivt om amerikanske Blonde Redhead, men støjrock-trioen har nu aldrig sagt mig noget særligt. Måske har jeg ikke ofret den fornødne tid - et tilbagevendende problem for mig. Men i mine øjne led Blonde Redhead, et strålende navn i øvrigt, under vægten af deres egne ambitioner. Musikken blev simpelthen for kedelig. Gab.
Her på Blonde Redheads nye album Penny Sparkle er det som om de kunstneriske ambitioner er trukket lidt bagud i forhold til ambitionen om at lave lidt mere tilgængelig musik. Et smut til Stockholm er åbenbart altid vejen frem når man drømmer om at sælge lidt flere plader. For Blonde Redheads vedkommende er det Van Rivers og The Subliminal Kid mere eller mindre fra fra bl.a. Fever Ray.
Det betyder at den langt udtrukne og indadvendte shoegaze fra albummet 23 i høj grad er erstattet af elektronisk underlægning - fx på Here Sometimes som kan downloades på Blonde Redheads hjemmeside. Det betyder at det hele lugter lidt mindre af My Bloody Valentine, hvilket er fedt. For mit vedkommende er det dog især Love Or Prison og Will There Be Stars der får mig op ad stolen. Love Or Prison især erstatter fuldstændig guitarerne med en huggende elektronisk puls, mens Will There Be Stars er en drømmende popsang.
Der er ikke en video fra den nye plade men her et nummer fra 23 fra 2007:
Jeg vil gerne slå et slag for østrigske Mind.In.A.Box der efterhånden har udgivet 4 albums, herunder det seneste - R.E.T.R.O - som jeg kort og godt vil anbefale, at man holder nallerne fra. Enough said.
De foregående tre derimod er en skønsom blanding af 80'er lyd og autotune, der når sin foreløbige højdepunkt på Stalkers fra 2007's Crossroads. Hør den herunder. Også Lament for Lost Dreams fra Dreamweb og Lost Alone fra albummet af samme titel ville kunne få mig ud på et dansegulv til enhver tid. Det siger en del.
80'er lyd og Autotune? Det lyder poppet og det er det for så vidt også, men lige under overfladen gemmer der sig en spastisk robot, der sikrer at musikken lige præcis forbliver kold og utilnærmelig. Faktisk ikke så langt fra Parallels fremragendeVisionaries album jeg omtalte for et par måneder siden her på bloggen. iTunes Genius-funktion påstår også at de ligner Depeche Mode, Birthday Massacre og groft undervurderede Wolfsheim. Det er jeg nu ikke enig i.
Jeg har netop undersøgt hvilke sange her i verden jeg hører mest på iPod'en. Til min overraskelse er det åbenbart ElisabethsBallerup Boulevard - titelsangen fra den i øvrigt glimrende danske film fra firserne. Også en anden sang fra det soundtrack E66 Trans Europa Express er super god. Hør den nedenfor.
I det hele taget er flere af Elisabeths sange helt fantastiske. Giv dem en chance.
Der er også andre overraskelser på listen - at jeg har hørt Raveonettes lettere skuffende seneste album så meget er et chok, og at jeg overhovedet har lyttet til The Horrors'Scarlet Fields anede jeg ikke. Gad vide om den har ligget på repeat en dag nede i tasken?
Det er til gengæld ikke en overraskelse at jeg har hørt og genhørt de to ikke-albums tracks fra The Girl & The Robots debut ep, og jeg står gerne ved at jeg elsker Vince Clarkes eget remix af ErasuresLeave Me To Bleed fra The Two-Ring Circus for slet ikke at tale om Alphavilles strålende Romeos, som altid er værd at lytte til.
Nå, listen er herunder. Kig på den.
16 afspilninger:
Ballerup Boulevard; Elisabeth; ElisaBedst
Howling Winter; The Girl & The Robot; Whole/Flowers MCD
I Don't Care; The Girl & The Robot; Whole Flowers MCD
Breaking Into Cars; The Raveonettes; In and Out of Control
My Robot Friend, som jeg må erkende at jeg kun kender af navn, har lokket gode gamle Alison Moyet ombord i Waiting fra deres seneste album og så fået selveste Solvent til at remixe.
Resultatet er forventeligt ufattelig 80'er agtig og det er jo fedt, men sangen holder desværre nok ikke helt. Lyder vel mest som en anden- eller tredjerangs Yazoo-sang, men man tager jo hvad man kan få. Hør den herunder.
Jeg kan og vil ikke ligefrem anbefale hele Christina Aguilera seneste opus, Bionic, men vha. gode kræfter og samarbejder er der da trods alt kommet et par anstændige sange ud af anstregelserne. Dem anbefaler jeg med alle tænkelige forbehold.
Selv jeg om ikke fy og flamme, så i hvert fald behørigt nysgerrig, da det kom frem at der bl.a. var et samarbejde med Ladytron undervejs. De to Ladytron-sange er endt sidst i deluxe udgave og især Little Dreamer er da en absolut anstændig electro-pop minus Aguileras trademark stønnen og overdrevne stemmeekvilibrisme.
I mine øjne er albummets store trækplaster den mere end glimrende Santigold-collaboration Monday Morning der byder på afdæmpet - ja vel nærmst tilbageholdt - sang over en fabelagtig disco-agtig-melodi - måske a la Gang of Four. Måske. Et sandt sommerhit, der lynhurtigt gør mig i superhumør!
Hvem skulle have troet at Xstina kunne have den effekt på mig. Hør den herunder:
Tilbage i slutfirserne var den såkaldte shoegaze musik både berømt og berygtet for smuk, stillestående dansabel støjpop der kiggede mere ind end ud. Fx My Bloody Valentine,Chapterhouse, Ride og ikke mindst Lush (mine favoritter) leverede varen i et par år, men så døde stilen og endte vel nærmest med at at være til grin i den brutale engelske musikpresse.
Men her i hvert fald et par nyere eksempler på at Shoegaze lever og ser ud til at have det absolut glimrende.
Jeg har tidligere berømmet Crystal Castles her på bloggen. Et andet interessant bekendtskab fra det canadiske er Parallels, der åbenbart er dannet af en Crystal Castles dissident – deres tidligere live-trommeslager Cameron Findlay og derudover sangerinden Hollys Dodson og keyboardspilleren Joey Kehoe.
Parallels befinder sig definitivt i en anden boldgade end Crystal Castles. Hvor Crystal Castles skramler og skriger, er Parallels første album Visionaries fra marts 2010 renskuret analog synthpop. Men af den gode slags, hvor stemningen er i højsædet og riffene dybt melodiske og dansable.
Holly Dodsons spinkle stemme er på mange måder det man kalder twee, men langt de fleste af sangene er bare grundlæggende gode, og fungerer fantastisk med den lille stemme lavt i mixet. Nærmest uhyggeligt, men især lidt melankolsk og opgivende.
Det giver næsten ingen mening at trække enkelte sange frem, men jeg har især hæftet mig ved Find the Fire, Ultralight og Nightmares. Det eneste der trækker ned er i virkeligheden albummets titel - for selvom alt er i top, er hverken lyd eller niveau visionært. Det er bare enormt solidt, og lige præcis elektronisk pop som jeg kan lide det.
Skal man sammenligne med noget kunne det være Robyn for popsensibiliteten eller Fever Ray for uhyggen. Og det er da en fed sammenligning: Fever Ray med Robyn på vokal ville være fantastisk.
Herunder Ultralight - et af mange højdepunkter fra Visionaries
De er islændinge, er kvartetten Bloodgroup. Og det borger åbenbart for noget særligt, siges det. Og kvartetten er da noget særligt for så vidt, at jeg ikke er bekendt med, at de skulle være specielt skøre eller noget i den stil.
Deres andet album - Dry Land - er forbløffende stilsikker. My Arms som jeg linker til nedenfor er en umiddelbar favorit, og også den stille Wars fungerer utrolig godt. Når bassen ikke er for funky er der godt tryk på den - her kan jeg fremhæve Buried in Sand hvor bassen nærmest er et bagvedliggende dybt drone med en robotagtig vokal. Det kan jeg sgu godt lide.
Vokalen er skiftevis mandlig og kvindelig og det giver fin variation - ikke mindst på de sange hvor de blander det - fx How Do We Know. I det hele taget er der en flot samling rigtig gode, let tilgængelige men samtidig skæve sange på Dry Land.
Det ligeledes islandske band FM Belfast minder lidt om Bloodgroup, men hvor FM Belfast dyrker det (nogen gange påtaget) skøre, er Bloodgroup mere alvorlige, og det er ærlig talt en fornøjelse. Man kan hurtigt få nok af bands der synger om at løbe ned ad gaden i deres undertøj.
Ok, jeg var ikke enormt begejstret for Trentemøllers første opus, The Last Resort, men jeg kunne dog relatere til den. Og der var en række ret gode numre på, ikke mindst Moan med Ane Trolle på vokal.
Den nye plade, Into the Great Wide Yonder, er til gengæld decideret dårlig. Det starter ellers meget godt med det instrumentale drøn som er The Mash and the Fury der røg direkte på min juni playlist.
Men derefter følger det ene country-inspirerede misk-mask efter det andet. En række af sangene er instrumentale, fint nok, men de sange der har besøg af en gæstevokalist er i mine øjne uinspirerede, flade og urimeligt ens. Ja, sangene er umulige at skelne fra hinanden. Øvbøv.
Jeg må indrømme at jeg synes at brugen af country-guitar tager overhånd på den her plade - ikke mindst den helt ærligt ret latterlige Silver Surfer Ghost Rider Go, der nærmest er et work-out track, hvor alle forhandenværende midler lige fra håndklap til steelguitar skal i spil.
En smule over pløret hæver den afsluttende og meget smukke Tide sig. Her får Solveig Sandnes flotte vokal virkelig lov til vise sig. Desværre er nummeret med sine næste 8 minutter simpelthen for langt - det halve ville have været rigeligt.
Det skal ikke være nogen hemmlighed at jeg ikke fattede hypen, da canadiske Crystal Castles udsendte deres første album.
Tjo der var da et par tålelige numre, men i det store hele var albummet ondt mod mine sarte ører. Ærgerligt, for visuelt ser de fede ud, især sangerinden Alice Glass.
Nu har de så udsendt deres album nummer 2. Og for at forvirre fjenden, køberne, musikpressen, pladeforretningerne (de få der er tilbage) hedder det så også Crystal Castles. Og se, det er en ganske anden snak.
Førstesingle Celestica er en af årets bedste sange, og i det hele taget er der skruet ned for chokeffekterne og larmen, og temmelig meget op for de gode ideer og, chok, popmelodierne. Tjek også Suffocation og Vietnam.
Nedenfor et link til Celestica live hos Jools Holland. Alice Glass er simpelthen en fantastisk frontfigur, der på en gang udstråler dynamik og ekstrem sårbarhed. Gad vide hvor længe hun holder?
Så er jeg atter i transit og har sat podden på shuffle. Det bliver spændende at se hvad de næste 4-5 sange er for nogen.
1. Sandra - Heaven Can Wait
Tyske Sandra har aldrig været god stil, men i mine øjne har ægtemanden Michael Cretus skamløse Italo-produktioner altid været helt i top. Heaven Can Wait fra 1988 er en af hendes absolut bedste - og giver den fuld gas med alt lige fra panfløjter til horn-intro. Presetsene på de keyboards er blevet udnyttet fuldt ud...
Sandras stemme har altid lydt ret anstrengt - men det har hendes udseende jo kompenseret strålende for gennem firserne. En undervurderet stjerne.
2. Cut Copy - Far Away
Der er åbenbart tradition for at Cut Copy dukker op i de her shuffle seancer. Far Away er singlehittet fra In Ghost Colours fra 2008. Sangen har præcis de samme kvaliteter somCut Copys bedste sange: en tynd vokal over et nervøst beat.
Det bedste er næsten den svirpende lyd der skubber omkvæddet i omdrejninger.
Nå, bussen er helt fyldt op. Et nummer mere og så er det slut.
3. Jesus & Mary Chain - Reverence Jesus & Mary Chain er blandt mine absoultte favoritter. Og Reverence er da en glimrende sang, men ikke den bedste de har lavet. Overhovedet. Jeg kan huske forargelsen i den engelske musikpresse da den kom forud for det absolut fremragende Honey's Dead album i ca. 1992.
Dengang hørte jeg meget industrial, og den kontekst passer Reverence perfekt ned i med den chugga-chugga guitaren og den maskinelle beats sammen med "I Wanna Die just like Jesus Christ"-linien. Men nu føles nummeret en smule træt.
Familjen har udgivet nyt. Og i mine ører er Mänskligheten som albummet hedder faktisk bedre end den foregående Det Snurrar i min Skalle, hvor det i min bog kun var Det Lilla Livet, der for alvor var mindeværdig.
På den nye får vi stort set det samme som i første omgang, men sangene er bedre og har mere substans. Ikke fordi de er lidt mere oganiske end sidst, for det er de, men fordi de stikker dybere.
Det er dog tydeligt at vor svenske ven Johan T. Karlsson i denne omgang har haft lidt flere muligheder under produktionen. Sådan noget er altid farligt... for hvem siger, at dyre opsætninger og håndspillede trommer altid er vejen frem?
På Mänskligheten holder Familjen sig dog i skindet. Det er stadig elektronisk, men lyden er klart mere dynamisk end tidligere.
Især sangeneVinter i April, Socker og Djungelns lag holder. Vinter i April synges af en kvinde - det er noget nyt. Hvem er hun? Musikalsk er rytmerne staccato og skarpe, og for mig går der 20 sekunder førend jeg begynder at vippe med hovedet. en ren dansegulvsdræber
Socker er endnu mere direkte - og minder enormt om Det Lilla Livet fra den forrige plade. Johan er tilbage på vokalen, og trommerne må være "ægte". Det er atter et nummer der giver lyst til at hoppe på stedet - en kvalitet Familjens musik i øvrigt altid har haft.
Djungelns lag lyder som en duet, men med hvem? Lyden er lidt mørkere her, lidt dubbet og ikke så umiddelbar. Til gengæld rammmer omkvæddets "ah-ah-ah-ahhh" mig lige i skallen. Fantastisk!
Jeg følger temmelig nøje med i Frankie Teardrops blog, Systems of Romance. Den er velskrevet og ikke mindst tilgængeliggør han obskure og deleted minimal new wave fra 80'erne.
Har du ikke noget bedre for, findes der ikke et bedre sted på nettet. Overhovedet.Og det bliver heller ikke sidste gang jeg linker til SoR.
For et par uger side uploadede han så et par maxier med engelske Nightmoves - og dermed ialt 8 forskellige versioner af nummeret Transdance. Ikke alle versionerne er lige interessante, men især en af versionerne har jeg lyttet til igen og igen den sidste uges tid.
Musikalsk taler vi om ret dansabel men også repetitiv pop, men med en skarp kant, der minder en smule om fx Gary NumansAre Friends Electric og den tids temmeligt mørke pop som fx også Experimental Products er eksponent for. Giv Nightmoves en chance.
Jeg har netop geninvesteret i The CuresDisintegration fra 1989 - dennegang i en remastered 3 cd udgave. Jeg har den i forvejen digitalt, så min nyinvestering kommer nok ikke til at betyde det helt store for mit lyttemønster.
Et eller andet sted er The Cure den fattige mands goth. Acceptabelt i provinsen på samme måde som Depeche Mode. Farligt, men ikke for farligt. Dybt men ikke uforståeligt.
Nok om det, Disintegration er en fremragende plade og havde jeg en femmer for hver gang jeg lyttede til den i løbet af min gymnasietid først i 90'erne, havde jeg jo flere hundrede kroner nu...
Men, og der er et men, i virkeligheden gider jeg kun lytte til en sang på den plade, nemlig det første nummer: Plainsong der med sin helt særlige dialogiske tekst og følelse af sorg rammer mig dybt hver gang, og som jeg oplever er et lyrisk højdepunkt i min musiksamling.
Plainsong
I think it's dark and it looks like rain," you said
"And the wind is blowing like it's the end of the world," you said
"And it's so cold it's like the cold if you were dead," and then you smiled for a second.
"I think I'm old and I'm feeling the pain," you said,
"And it's all running out like it's the end of the world," you said
"And it's so cold it's like the cold if you were dead," and then you smiled for a second.
Sometimes you make me feel like I'm living at the edge of the world, like I'm living at the edge of the world.
"It's just the way I smile," you said
Jeg ved ikke meget om dem, men Health lader til at 3 friske amerikanske gutter der godt kan lide noise-punk. Men de kan åbenbart også lide den lidt blødere dansable elektroniske musik. Så derfor udgiver de remix-versioner af deres albums. Først var det Disco og om få uger kan vi se frem til Disco2, 12 remix fra sidste års Get Color.
Jeg må sige det med det samme, der er sgu ikke meget noisepunk over den plade. Numre som USA Boys, Die Slow (Tobacco rmx) og Severin (Small Black rmx) er catchy og superbehagelige popsange. Laidback, ja, men ikke røvsyg lounge, nej laidback som i overskudselektronik med kant, drive og stemning. Fedt.
I det hele taget er der ikke meget fyld på Disco2. Den ene fremragende afdæmpede version af Get Colors dræbende støj afløser den næste. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om, hvornår jeg sidst har hørt så fremragende et remixalbum.
Se iøvrigt også denne video - og få et indblik i Healths sædvanlige univers. Ikke et rart sted.
Jeg har sat iPod'en på shuffle på en togtur ml. Kbh. og Århus (ja, Århus med bolle-Å). Spændende at se hvad der kommer ud af det - og om jeg kan holde ud at lytte til det hele. For læsere kan jeg garantere stream-of-consciousness galore.
Første nummer i tilfældighedsgeneratoren er Tears for Fears med Mad World. Tears for Fears har aldrig sagt mig noget, men Mad World er sammen med Head over Heals og naturligvis Shout blandt gruppens bedste og mest elektroniske melodier. Det er en glimrende sang og Roland Orzabal har en karakteristisk stemme, så en god start alt i alt.
Næste nummer er canadiske Junior Boys med en af de bedste sange fra deres seneste desværre lidt skuffende og kedelige album Begone Dull Care. Nummeret er Work, og det er en sang der tager over hvor det foregående album So This Is Goodbye sluttede. Glimrende og dansable chugga-chugga rytmer med forsanger Jeremy Greenspans lidt fesne stemme. Men det virker - og Junior Boys er blandt mine favoritter. Bonusinfo: Junior Boys stammer fra den mellemstore canadiske by Hamiliton hvor jeg i tidernes morgen var udvekslingsstudent - også et plus!
Herefter er det Assemblage 23 der fortsætter med How Can You Sleep fra sidste års album Compass. Glimrende album, virkelig, men den her sang er lidt for kedelig til mig. Generelt kan jeg dog kun anbefale Assemblage 23 - og jeg lytter overraskende meget til et.
Med sang nummer 4 er vi tilbage i 80'erne med en virkelig klassiker: Alphaville og Forever Young. Jeg kan ikke skrive noget om det nummer som ikke er sagt en million gange før, men alligevel: Det her nummer er så skamløst sentimentalt at det er til at kaste op over. Har man væet teenager i bare ti minutter i 80'erne ved man at Forever Young er blevet voldspillet på samtlige provinsdiskoteker i hele den vestlige verden (mens man har stået der med sin rom-og-cola og drømt om at være med i kinddansen). Fantastisk! Iøvrigt har Alphaville også lavet adskilige andre glimrende numre, men det er det her der bliver husket.
Lily Allen tager over med Everyone's At It fra It's not me...-albummet. Tja. Ikke noget jeg lytter meget til, vil jeg gerne erkende - jeg er på kanten af at se Lily Allen som lidt en novelty-musiker...
Cut Copy er et vældig underkendt band, og Out There On the Ice er sandsynligvis deres bedste nummer, og nok en af de sange jeg lyttede mest til i 2009. Ikke mindst de sidste 2 minutter af sangen er helt fantastiske, og teksterne ligeså:
"If thats what it takes, then don't let it tear us apart
Even if it breaks your heart"
I det hele taget er Ghost Colurs-albummet strålende. Hør det!
Jeg vil slutte med danske Decorate Decorates monumentale Departure fra Normandie-ep'en der er nogle år gammel allerede. Ja, det er en svulstig sang, ja, de har hørt Joy Division (men hvem har ikke det) og ja, teksterne er overdrevent prententiøse, men den holder stadig.
Maximilian Hecker har lavet et nyt album. Og ved I hvad? Det er lige præcis så prætentiøst, så patetisk, så overdrevent og så helt igennem forrygende smukt, at jeg nærmest sidder her og småtuder. Vildt.
Jeg havde egentlig afskrevet ham , den tyske sanger der efter to helt fantastiske albums, Infinite Love Songs i 2001 og Rose i 2003, faldt temmelig meget af på den og udgav en håndfuld kedsommelige klagesange op gennem 2000-tallet. Men selvom I Am Nothing But Emotion, No Human Being, No Son, Never Again Son (ja det hedder albummet!) bestemt ikke når Roses højder er det et absolut fremragende album.
Maximilian Hecker har en storslået, lidt kvækkende (det er en god ting!) stemme, der på det nye album er skubbet HELT i forgrunden med bare lidt klaver og så synth-strygere i baggrund. Og på Nothing But Emotion er der flere sange der har omkvædene til at bære følelserne. Ikke mindst Holy Dungeon og The Greatest Love Of All er med til at sparke albummet grundigt i gang.
Lyrisk er det det sædvanlige om tabt kærlighed, og alt det pladder, her fx fra Holy Dungeon:
Here we go again
It’s been so long since I’ve lost you
It’s been so long since I’ve kissed you
So play my music on your radio
Play your sorrow away
Men det holder og man tror på smerten.
Herunder videon til sangen No One's Child - som det fremgår er den unge Hecker begyndt at dyrke en mere ubarberet stil. Og læser man lidt på hjemmesiden er det åbenbart som følge af en livskrise...
For dem der ikke kender Maximilian Hecker er her lige en video fra den gang han var lidt gladere: Infinite Love Songs fra albummet af samme titel.
Det falder lidt udenfor konteksten, men jeg er faldet over det seneste album fra den amerikanske duo Electric President.
Albummet, The Violent Blue, er måske ikke det mest interessante i hele verden, men det er fine elektroniske popsange på en sky af tilbagelænet - og tilbagetrukken - støj. Der sker i virkeligheden i meget på pladen, men det grundlæggende rigtig glimrende musik.
Sangskrivningsmæssigt minder Electric President måske lidt om Death Cab For Cutie og sideprojektet Postal Service. Dvs. ret specielle tekster i nærmest daglig tale. Og det er i hvert fald musik jeg har lyttet enormt meget til.
Herunder fx et klip fra Circles der er albummets bedste sang: Well, you know where you are and you know where you've been
But, oh, my brother, you're lost like me
And I'd offer a hand
But you know that you can't cut, cut, cut, cut any corners when you're going in circles
When you're going...
Ingen lang anmeldelse i dag - men det skal ikke forhindre mig i at anbefale et par numre fra min aktuelle playlist.
I skrivende stund hører jeg Caribous første album, The Milk of Human Kindness, der i mine ører byder på langt flere tilgængelige numre end den nye Swim. Caribou er jo en reinkarnation af canadiske Manitoba. Herunder et link til et af numrene fra The Milk...
Jeg vil også delvist anbefale Katie Stelmanis - endnu en canadier, denne gang dog mere i stil med fx. Zola Jesus. Dvs. kvindeskønsang over mørke gotiske toner. Nedenfor et link til et ganske dansabelt elektronummer Join Us,der også er titlen på hendes debutalbum fra 2009.
Det er ikke bare Robyn der synger om piger og robotter på Royksopps seneste album. Et tysk/svensk samarbejde under navnet The Girl and the Robot, har den 19. marts 2010 uden at revolutionere noget som helst, ganske simpelt udgivet noget af det bedste rent elektroniske pop i lang tid.
Den ene af de to - Robotten Deadbeat - har en fortid i Welle Erdball, mens pigen - Plastique - ikke umiddelbart er en jeg har hørt om før. Duoen er tydeligvis jævnt hen inspireret af de sidste 30 års synthpop, men formår uden de store sværdslag at 1) filtrere de mest banale elementer af synthpoppen fra og 2) endda skabe deres egen lyd i samme forbindelse. Hurra!
På debut ep'en Whole/Flowers fra februar er det især numrene Howling Winter og I Don't Care jeg har spillet igen og igen de sidste to måneder. Begge numre har en ret særlig rumklangsdomineret lyd, som jeg er helt pjattet med. En lyd som går i gen på mange af duoens andre numre.
Lidt kedeligere, men dog stadig absolut glimrende er ep'ens titelnumre Whole og Flowers der også begge er at finde på duoens debutalbum The Beauty of Decay. Albummet løfter alt det ep'en lover. Udover de to nævnte numre fra ep'en, finder man 8 nye samt en kort instrumental.
Og lad mig sige det med det samme. Det er de lidt langsommere numre der virker bedst. Efter introen er det Whole der sætter tempoet. Please Stay fortsætter lyden fra ep'en og driver af afsavn og melankoli, mens det hurtigere Never Ever nok bliver lidt for manisk til min smag. Næste nummer The Isle, sætter sig nok mellem to stole - et strålende omkvæd, bremses lidt for meget af lidt kedelige vers.
Et højdepunkt på albummet er den langsomme I Lost Control, hvor Plastiques stemme og ord udtrykker kulde og desperation i metermål. Herefter følger Crash Course In Hate, og kulden fortsætter både lyrisk og melodisk. Det er i mine øjne albummets bedste nummer - og bedre end mine to ep-favoritter.
På Prayer skrues der atter op for tempoet, og helt ærlig: jeg sidder og rokker med hele kroppen, mens jeg hører det. Absolut fremragende. I Will Always Be With You lyder med sit keyboard riff lidt a la en langsom Are Friends Electric, men når basssynthen sætter ind, får jeg rent faktisk gåsehud. Lyrisk er det de helt sædvanlige temaer - desperation og frygten for at miste: "If you leave me now I'll cry, if I loose you I will die", så der er ingen Nobelpris i vente. Det går nok.
Flowers fra ep'en er faktisk lidt af et letdown efter den foregående perlerække,og er nok albummets svageste numer..., men så er det godt, at vi får den nærmest Erasure-lydende Another Love. Ok en temmelig mørk Erasure, men stadig en glimrende og ret glad popsang. Vi runder af med Shot, der igen trækker tempoet ud, og er en typisk albumlukker, som er svær at sige så meget om.
Beauty of Decay er et album helt uden dårlige numre. Og selv lavpunkterne er fremragende. Hermed min uforbeholdne anbefaling!
Herunder en præsentationsvideo fra Whole/Flowers ep'en.
Jeg har besluttet mig for at skrive på dansk i stedet. Det med det engelske er simpelthen for besværligt, og bliver en hurdle i forhold til overhovedet at få skrevet noget. Så meget for det internationale publikum.
For at fejre det med det danske linker jeg lige til en sang jeg tilfældigvis hørte i radioen imorges, nemlig Stoffer og Maskinens "Vi to er smeltet sammen". Glimrende lille elektronisk popsang, men ikke umiddelbart en plade, jeg vil gå ud og købe.
Shakespears Sister - Man in a Uniform (from Songs From the Red Room)
Old favorites and one hit wonder, the one woman band of Siobhan Fahey, finally follow her brilliant 1992 song 'Stay' with a more than decent album. Songs From the Red Room may lack a Stay for this time and age, but Man in a Uniform is more than decent.
Sorry, no link.
Bunny Lake - Twisted Forever (from The Church of Bunny Lake)
Without doubt the best track from these Austrians. Sadly their new album, does nothing for me, but this is highly effective.
Firstly I'm going to share a few other blogs that I frequently visit.
Systems of Romance Great place - probably the best -to find your old obscure and great things minimal synth, post-punk, coldwave, synthpunk, industrial, synthpop, and various other combinations of these styles.
Softsynth Very handy place to stay up-to-date with the latest in synth-releases.
Release Magazine Swedish webzine with a very good review-backlist.
I doubt that I'm going to be writing here too often. But when I am writing, it will mainly be about music. Electronic music. 80's music. New Wave. Post Punk. Synthpop. Cold Wave. Alternative music in general. Stuff like that.
Sometimes I'll be writing about new(ish) music - and other times I'll discuss an old record from the vaults of my collection. Don't come here expecting inside news, because I don't have any. All I have are opinions,which i'll happily express in abundance. I have absolutely no plans to constrain myself in any way what so ever. If I like a band or just a song, I'll write about it. If there's something I hate, I'll let you know. No matter what, it's going to be my opinion, and as such obviously very, very subjective. Don't read it if you don't like it.
My musical taste is influenced by bands like Depeche Mode, New Order, Nitzer Ebb,Skinny Puppy, but neither band is something I listened to on a regular basis anylonger. I like some chart music, but mostly I fall in love with something a few yards of the main stream.
I'm Danish and English sure isn't my primary language. So excuse the typos and errors. Now let's get on with it.
